Skip to content

ER JULEN VIRKELIG HJERTERNES FEST?

Posted on
ER JULEN VIRKELIG HJERTERNES FEST?

Sidste år ved denne tid skrev jeg DETTE INDLÆG OM 3 GODE TIPS TIL, AT KOMME GODT IGENNEM JULEN. Det var faktisk baseret på mig selv samt en god portion kunder, yogier og bekendte. Jeg mærkede tydeligt, at jeg langt fra var den eneste, der havde det svært med julen…. desværre! For der er jo mange teorier om, at ‘julen er hjerternes fest’ og at det er en hyggelig og hjertevarm tid, vi går i møde. Men hvad nu, hvis det ikke er sådan, man har det og man føler sig udenfor alt det ‘de andre har’, nemlig varme og kærlige stunder med ens næreste.

Mange af os bøvler med familieproblemer og det kan sætte en stopper for juleglæden og -stemningen. Det kan være familiemedlemmer, som man ikke har lyst til, at være sammen med, fordi ens grænser overskrides og man ikke bliver respekteret, for den man er eller de valg, man har truffet. Det kan være svigermor, som hakker på dig eller onkel Kaj der får lidt for meget at drikke og bliver for åndssvag, at høre på! Men det kan også være forestillingerne om den ‘perfekte’ jul, der ikke kan indfries og at du føler dig så stresset og presset til, at gøre ting på en bestemt måde, som måske ikke føles naturligt eller giver mening for dig, som gør, at du mister juleglæden.

For mange af de sensitive mennesker, som jeg er i kontakt med, handler meget af det også om, at man hele tiden er sammen med andre, man skal være på, udadvendt og social hele tiden, for man skal helst nå at se hele familien på ganske få dage. Jeg hører om familier her på Sjælland, der pakker hele bilen tidlig morgen, kører 3-5 timer til Jylland, holder jule-tamtam med familien, for derefter at pakke bil og igen kører 3-5 timer retur til Sjælland. Altså på en og samme dag; kører tidligt og kommer sent hjem, trætte og overstimulerede, måske med endnu mere trætte og overstimulerede børn. Og for mennesker, som de føler, at de ‘bør’ være sammen med, som de måske ikke engang har lyst til, at tilbringe et sekund med, hvis de nu selv bestemte…… Og så holder de måske selv julefrokost dagen efter, selvom de er så flade, trætte og udmattede, at de i virkeligheden bare har lyst til, at tilbringe dagen i julepyjamas og lave ingenting.

For os der er sensitive i en særlig grad, er roen og alenetiden utrolig vigtig, og vi nyder ofte mulighed for bare, at være uden at skulle underholde eller underholdes og det kan være svært i juledagene, hvor det forventes, at man skal være sammen hele tiden og hygge. For hvad gør man, hvis man ikke synes, at det er hyggeligt og har brug for, at trække sig? Og hvad hvis der er dårlige stemninger eller energier i familien, som man så tydeligt mærker, men ingen taler om?

Mit råd hertil vil være; prioriter din egentid og sig nej tak til samvær med de mennesker, der dræner dig og gør dig ked af det. Jo, du kan godt sige nej til, at deltage i den obligatoriske julefrokost hos svigermor, for på den måde, at passe på dig selv og dit julehjerte. Det er faktisk det vigtigste, synes jeg, at du passer på dig selv og mærker efter hvad der føles rigtigt for dig, selvom at du måske skuffer nogle andre, men vigtigst er, at du ikke overskrider dine egne grænser!

For mig selv personligt, betyder det, at julen i år fejres sammen med gode venner, rent faktisk skal vi på balinesisk restaurant! Det er min nye familie, som jeg selv har valgt med hjertet og de mig –  og ved du hvad, jeg glæder mig helt vildt og jeg spår, at vi får en fantastisk hyggelig aften, helt fri for julemad og julestress. Allerhelst rejste jeg væk hvert år over julen, men det kan Hr. Ørum desværre ikke og for mig er det trods alt vigtigere, at være sammen med ham.

Hvad med dig? Hvem holder du jul med og hvorfor? Er det en hjertefest for dig?

Namaste Mette <3

LÆS OGSÅ

Tilmeld dig mit nyhedsbrev
og modtag nyt fra HEY NAMASTE